Denne mail er udsendt til medlemmer i CISV Fyn & Sydjylland - del gerne i dit netværk! Se nyhedsbrevet online her
 
 
 
 
 
 
         
     

Kære medlemmer

Sammen gør vi en forskel - når frivillighed giver mening

Vi kan sende børn ud i verden ene og alene af den årsag, at vi selv afholder camps for børn. Det kan vi kun, fordi vi er sammen om at løfte opgaven. CISV er en forening, vi - dvs. du og jeg -  skaber sammen.
 
Vi har netop afholdt uddannelsesweekend for mange af de 11-årige børn, der til sommer skal på Børneby. TAK til de frivillige, der tog en vagt i køkkenet. Til sommer får vi brug for jer allesammen i køkkenet og som værtsfamilier, når vi skal afholde Step Up Camp. Læs mere nedenfor i dette nyhedsbrev.
 
Meld til i flok eller bare som dig selv. Vi glæder os til at se jer i køkkenet på Nordvestfyn til sommer.
 
På vegne af bestyrelsen,  
Karen

Kom og hjælp i køkkenet på Step Up

  • Har din datter eller søn været afsted med CISV inden for de sidste år?
  • Var det en stor oplevelse at blive modtaget af en stor gruppe frivillige, der stiller deres hjem og arbejdskræfter til rådighed? 
  • Har du en søn eller datter, der kunne være interesseret i at tage afsted inden for en overskuelig periode?

Hvis du kan sige ja til et eller flere af de spørgsmål, er det nu, at du skal melde dig som hjælper til vores Step Up til sommer!

Vi kan ikke sende børn ud i verden, hvis vi ikke selv kan modtage børn. CISV er baseret på frivillige kræfter, og derfor er det nu, at du skal melde dig. Det kan måske virke uoverskueligt at melde sig nu, hvis ikke alle dele af jeres sommerferie er faldet på plads, men det er nu, at vi har brug for jer. Eller rettere sagt: det er nu, at du skal gøre det muligt for dine børn at komme afsted i fremtiden med CISV Fyn & Sydjylland. 

Når du selv er rejst ud med CISV, eller du har sendt dit barn ud i verden, har der stået CISV’ere klar til at lave mad, gøre campsite klar og hjælpe til som værtsfamilier. Til sommer modtager vi ni delegationer, der skal have en uforglemmelig Step Up på Fyn.
 
Vi har derfor brug for køkkenhjælpere til morgenmad, frokost og aftensmad. Der er gennem hele campen altid en ansvarshavende (fra bestyrelsen) i køkkenet, så frygt ikke, at du kommer til at stå alene med ansvaret for mad til 50 mennesker 😉 Du behøver blot komme, og der vil være en, der kan sætte dig i gang med opgaverne.
 
Meld dig alene eller måske sammen med nogle af de forældre, som I var i delegationen med - tag din mor/far/teenager/barn med og gør en oplevelse ud af det.  Vi har alle rammerne på plads - det er nu, du skal hjælpe med at fylde dem ud via tilmeldingen i medlemssystemet, for
 
CISV er noget vi gi'r til hinanden!
Tilmelding køkkenvagter

Værtsfamilier til 15-årige Step Up-deltagere

D. 8. juli ankommer ni delegationer fra Danmark 🇩🇰, Ecuador 🇪🇨, Egypten 🇪🇬, Finland 🇫🇮, Kina 🇨🇳, Libanon 🇱🇧, Mexico 🇲🇽, USA 🇺🇸 og Østrig 🇦🇹. De skal deltage i vores Step Up "Breaking Walls" på Nordvestfyn. Fra mandag d. 8. - onsdag d. 10. juli skal delegationerne ud i værtsfamilier og opleve den danske kultur på første hånd. Vi er over halvvejs med at finde værtsfamilier, men der er stadig mulighed for at byde ind med en delegation.
 
Normalt består en delegation af to piger og to drenge, men det er også muligt at byde ind på en halv delegation - dvs. enten to piger eller to drenge. Deltagerne bor aldrig alene i værtsfamilier ved ankomsten. 
 
Sus ind på medlemssystemet og tilmedl jer, hvis I vil have en skøn oplevelse som værter. De 15-årige Step-Up-deltagere er som regel supernysgerrige på den danske kultur og fortæller gerne og længe om deres eget lands kultur også. 
 
I bliver godt klædt på mht. vores forventninger til rollen som værtsfamilie, når vi nærmer os sommeren. Indtil da kan I lade jer inspirere herunder til, hvad opgaven som værtfamilie indebærer - og kan føre med sig 😀.
Tilmelding som værtsfamilie

Beretning fra en værtsfamilie

I sommer skulle vi for første gang prøve at være værtsfamilie for to drenge på 11 år, som skulle være i Børneby på Eisbjerghus Internationale Efterskole. Vi var selvfølgelig spændte på hvordan det ville gå, og om hvordan vi kunne kommunikere med dem.
 
De første bekymringer forsvandt meget hurtigt da vi mødte George og Christian, som kom fra Prag, Tjekkiet. På deres trøjer stod der "All children smile in the same language". Vi hentede dem på efterskolen fredag eftermiddag og skulle være tilbage søndag kl 16. Så det var bare om at få det allerbedste ud af den korte tid, vi havde sammen.
 
Kristian var meget god til engelsk og rigtig god til at hjælpe George med at oversætte, når der var noget, han eller vi ikke forstod. Vi havde lovet vores egne to drenge på 5 og 9 år, at vi skulle i Legoland lørdag. Da vi spurgte Christian og George, hvad de gerne ville, var de helt enige. "Jump and beach!" De ville hoppe i trampolin, og de ville til stranden. De hoppede til sent fredag aften, og lørdag havde vi en dejlig tur til Legoland, hvor vi i øvrigt mødte andre CISV-børn fra børnebyen. Søndag formiddag kørte vi så til stranden. Det var fantastisk at se specielt George, som aldrig tidligere havde været på en sandstrand. Kæmpe succes!
 
I de papirer, drengene havde med hjemmefra, fandt jeg forældrenes telefonnumre og sendte flere gange billeder og tekst hjem til dem i Prag. Forældrene var selvfølgelig glade for at se, at deres drenge var vel ankommet og hyggede sig i Danmark.
 
Det var en utrolig dejlig og meget berigende oplevelse for hele familien at være værtsfamilie. Vores egne drenge syntes, det var vildt spændende at have dem på besøg. De fik øvet sig i at snakke engelsk, og fandt Tjekkiet på verdenskortet. Jeg lovede, at vi en dag ville besøge dem i deres smukke hjemby.
 
Under afholdelsen af Børnebyen på Eisbjerghus havde vi flere gange køkkenvagter, hvor vores børn også var med. Nu kendte de jo Kristian og George, som tog dem med til aktiviteterne i børnebyen. En perfekt måde at introducere vores børn til CISV på.
 
Kort før påske skrev jeg til Kristian og Georges familier, at vi ville komme til Prag en weekend, og at det ville glæde os, hvis de ville møde os. STRAKS kom der svar retur, at de ville "make a program for us". Vi var sammen med begge drenge og deres familier en hel søndag. De tog os med til forskellige bydele, tog os med op i TV-tårnet og udpegede og fortalte om alle de historiske bygninger i byen. Vi spiste frokost på en dejlig lokal restaurant og var på en spændende udstilling. En skøn dag for alle børn og voksne.
 
Nu glæder vi os til at få besøg af to 15-årige STEP UP-drenge til sommer 😀. Vi har i vores familie helt bogstaveligt oplevet, at 
 
CISV er noget vi gi'r til hinanden!
 

Til kalenderen

  • mandag d. 8. - onsdag d. 10. juli: Værtsfamlier for Step Up-delegationer
  • 8. juli - 30. juli: Step Up-afholdelse på Fyn.

Med venlig hilsen CISV Fyn & Sydjylland

 

Pst ... Har du set?

Referater fra CISV Fyn & Sydjylland
CISV Fyn & Sydjyllands SHOP