Denne mail er udsendt til medlemmer i CISV Fyn & Sydjylland - del gerne i dit netværk! Se nyhedsbrevet online her
 
 
 
 
 
 
         
     

Kære medlemmer

Til sommer modtager vi ni delegationer, der skal have en uforglemmelig camp på Fyn. Forberedelserne er i fuld gang, der bliver planlagt på livet løs, så vi kan gøre denne sommer (d.8-30 juli) helt fantastisk for de 36 deltagere.
For at kunne få sådan en camp til at løbe rundt har vi brug for mange frivillige hænder specielt til køkkenet/madlavning Vi kan ikke sende børn ud i verden, hvis vi ikke selv kan modtage børn. 
 
CISV er baseret på frivillige kræfter. Så derfor: Forældre, børn og venner af og i CISV er det nu tid til, at I alle melder jeg til at gøre en indsats for den kommende Step Up-camp her på Fyn.
 
De følgende datoer er dage, hvor vi vil have ekstra brug for hjælp, så fat din kalender og se, om du har mulighed for at bidrage til campen:
 
8/7: Klargøring af campen, hvilket bl.a. indebærer klargøring af køkken og soverum.
 
20/7: Open Day! En dag, hvor folk udefra kan besøge vores camp og se, hvad en CISV Step Up-camp er. Efterfølgende skal lederne og staben have Leaders Night Out, en friaften for ledere. Derfor er der brug for frivillige, der er friske på at tilbringe/skabe en aften sammen med campens deltagere, og efterfølgende overnatte til næste morgen.
 
24/7: Fancy night: Her har vi brug for hjælp til at skabe en “fancy” og festlig aften til glæde for vores deltagere. Aftenens indhold er endnu ikke planlagt i detaljer.
 
30/7: Campens sidste dag. Her skal der pakkes sammen, ryddes op og gøres rent.
 
Al tilmelding skal ske via medlemssystemet.
TIlmeld dig her
 

Én gang CISV – altid CISV

Jette Moth, der var medstifter af det der dengang hed CISV Odense, har skrevet en fin beretning om hvorledes CISV blev bragt til Fyn og om CISV-venskaber
 
Jeg har lige været 8 dage i Norge for at besøge gamle CISV-venner. Jeg boede hos Lise, som jeg har kendt i 35 år – vi lærte hinanden at kende i 1980erne i forbindelse med CISV-arbejde på internationalt plan og har altid været  i kontakt siden da. Jeg så også Åse, som jeg arbejdede sammen med i den internationale børnebyskomité  sidst i 80’erne og igen har fået god kontakt med, da hun faktisk er Lises ungdomsveninde – ja, verden er lille i CISV.
 
Og så besøgte jeg Espen – det er altid noget ganske særligt at være sammen med ham, for Espen var JC i Trondhjem, hvor jeg selv var barn i den danske delegation helt tilbage i 1971. Det er en oplevelse der har præget hele mit liv. Det blev siden til 11 børnebyer, 2 julemøder, 5 internationale board meetings og alt muligt andet CISV-arbejde; men den første lejr er stadig den – eller én af dem – der står mit hjerte nærmest og klarest i min erindring.
 
Espen og jeg havde kontakt i mange år – pr. snail-mail var det dengang (jeg husker, jeg fik ekstra lommepenge ”porto-penge”, for det var dyrt med alle de frimærker) – men så glippede det lidt, da jeg flyttede til Spanien og boede der i mange år. Men heldigvis fandt jeg ham igen for ca. 12-14 år siden, og efter jeg vendte tilbage fra Spanien, mødes jeg jævnligt med ham og hans søde kone både her og i Norge.
 
Som et kuriosum kan jeg fortælle, at Espen faktisk har en aktie i CISV FYN. Dengang, i 1971, var der ikke noget CISV i Odense. Men engang imellem syntes de i CISV Danmark, at der skulle sendes delegationer fra andre steder end København, og det år var det Odenses tur, for det var en delegation til Trondhjem, som jo er Odenses norske venskabsby. Delegationen bestod af en pige og en dreng fra hhv. Risingskolen og Rosengårdskolen og en leder selvfølgelig – jeg var heldig at blive en af de udvalgte (for det blev vi dengang). Men øv at komme hjem til ”ingenting” for sådan én som mig, der var blevet helt CISV-tosset – og jeg var jo for lille til at tage alene til København. I januar 1978 kom Espen igen på besøg, og han er ud af en gammel CISV-familie, så han havde løsningen på det problem: ”Hvorfor laver du ikke bare selv en lokalforening?” – ”Det kan jeg da ikke!” – ”Du kan da prøve.” – Nåh ja, det kunne jeg selvfølgelig – jeg var nu gammel nok til selv at tage turen til Kbh. – tidligt og sent. Jeg blev JC i Farum i sommeren 1978 – fik gode kontakter til lokalforeningen i Solrød, hvor jeg var JC i 1979, og deres daværende formand blev en stor hjælp i mit arbejde med at starte en ny lokalforening. I 1980 fik vi lov til at sende en delegation fra Odense – jeg var selv leder, lidt for ung, men fik dispensation, da vi bare skulle til Sverige! I 1981 sendte vi en delegation til Solrød, hvor jeg selv var i staben for børnebyen – jeg ”tvang” min barndomsveninde Helle til at være delegationsleder – hun havde hørt om CISV, siden vi var 11, og hun blev heldigvis ret begejstret for CISV og senere formand for både Dansk CISV og International Village Committee og meget andet. Og hun har – ligesom jeg – stadig meget svært ved at holde sig helt væk!
 
I 1982 oprettede vi CISV Odense sammen med de to delegationer og deres meget aktive forældre og vores egne aktive forældre, og samme år holdt vi vores første børneby på Ejbyskolen – vi var både stab, lokalforening og bestyrelse, men det gik fint med et entusiastisk og arbejdsomt bagland. Sådan startede det nuværende CISV Fyn & Sydjylland med et lille norsk spark fra min gode gamle ven Espen. – For mig blev CISV en fantastisk oplevelse, der stadig fylder efter 48 år. Jeg er superglad for, at der igen er liv og masser af aktivitet i lokalforeningen takket være en masse fremsynede og entusiastiske mennesker, som det altid er hyggeligt at være sammen med.
 
Med ægte CISV-hilsen
Jette Moth
 

Kunne du tænke dig at være værtsfamilie?

Til sommer kommer unge fra hele verden til Nordvestfyn på Step Up. Der kommer i alt 36 15-årige unge, nysgerrige CISV’ere fra Danmark, Equador, Egypten, Finland, Kina, Libanon, Mexico, USA og Østrig. Mandag d. 8. juli - onsdag d. 10. juli skal delegationerne, der består af to drenge og to piger i værtsfamilier, mens deres ledere mødes på camp site og tager hul på den konkrete planlægning af campen.
 
Vi er p.t. halvvejs med at skaffe værtsfamilier til de ni delegationer. I udgangspunktet har I som værtsfamilie en hel delegation med fire unge indkvarteret, men hvis pladsen kniber, er det også en mulighed af tage en halv delegation. Vi indkvarterer aldrig de unge alene.
 
Som værtsfamilie bliver du klædt godt på til et succesrigt ophold. Vi sender en udførlig information til dig, når vi nærmer os camp start - du kan her se tilsvarende info-brev til værtsfamilier på Børneby-programmet.
 
Du behøver ikke have fire senge, en stor bil eller tage på dyre udflugter. De unge verdensborgere er ofte nysgerrige på at tale med dig og din familie om hverdagslivet i Danmark og fortælle passioneret om deres eget hjemland.
 
Følg linket lige herunder og tilmeld dig et par globale dage fyldt med gode oplevelser! Efter opholdet er der mange muligheder for at møde delegationen igen, hvis du tilmelder dig nogle af de mange ledige køkkenvagter på Step Up’en. Hvis du har en nabo, der også har lyst, kan de bare oprette en hjælperprofil på CISV.dk og tilmelde sig. Vi indhenter i ævrigt børneattester på alle værter, der er fyldt 15 år
Tilmeld værtsfamilie

Med venlig hilsen CISV Fyn & Sydjylland

 

Pst ... Har du set?

... at vi nu også sælger termokopper i vores online shop?
Tryk på linket nedenfor og se alle de spændede nye ting i shoppen.
 
Referater fra CISV Fyn & Sydjylland
CISV Fyn & Sydjyllands SHOP